admin   ı  ©2024 Jan Willy  ı  Udviklet af Mads Hansen

Motorfundament & motor

Båden var med påhængsmotor, hvilket ikke var det optimale for en som jeg. Allerede på første tur blev en fortøjningspæl ramt et par gange, med det resultat, gearvælgeren blev revet af.

Det første vinterprojekt blev så at lægge en indenbordsmotor i båden. hvilket jeg har vist på siden med en del billeder, og som muligvis kan være til gavn for andre.

Motorrum!

Det tomme motorrum blev tidligere brugt til opbevaring af anker, fendere samt div. tovværk.

Vandindtag!

Vandindtag eller nærmere afløb. Da det er afløbet fra det selvlænsene cockpit man ser på billedet.

En heldig pladsering, da det på min tidligere Lynæs var med 2 faste afløb udført i glasfiber uden mulighed for aflukning og udført helt fremme ( midt for det afbillede anker). Hvilket ville have gjort det efterfølgende arbejde større.

Motorattrap!

Jeg fremstillede en attrap af Den indkøbte Vetus motor så jeg var sikker på der var plads til bundkarret når den senere skulle lægges i båden.

Havde boret et 3mm. hul i kølen, der hvor stævnrørsakslen skulle føres igennem.

Ved at anvende et laservaterpas, lagt oven på min model, kunne jeg indstille den så laserstrålen ramte det hul jeg havde boret.

Herefter kunne jeg måle hvor højt jeg skulle fremstille det motorfundament der skulle anvendes.

Glasfiberfundament!

Div. finerplader blev brugt til tildannelse af formen til fundamentet.

Formene blev smurt godt med voks, derefter malet med gelcoat.

1 x 150g glasfibermåtte blev lagt i formene, og dagen efter blev yderligere 1 x 300g samt 2 x 600g måtter støbt i.

Herefter blev der i hvert fundament lagt en 6 x 20 mm. stålskinne hvor der i forvejen var forboret og lavet 10 mm. gevind. Disse blev indstøbt i fundamentet med lidt glasfiberplug samt 2 x 600g måtte.

Motorfundament!

Fundament tilpasset skrog. Derefter fastgjort i et par klatter Isopon (P-38).

Fyldt godt efter med fiberplug, som efterfølgende har fået 4 lag glasfibermåtte.

Motorfundamentet er klar til topcoat

Begge fundamenter er støbt fast og klar til en gang topcoat.

Motor modellen blev (billede 17) blev lagt på fundamentet inden støbning.

Maling / topcoat!

Støbningen af fundamentet er blevet slebet så polyester og glasfiber har en glat overflade.

Færdigt fundament!

Fundamentet og bund i motorrum har fået en gang topcoat så det er nemt at rengøre hvis der uheldigvis skulle komme lidt oliespild på et senere tidspunkt.

Vandindtag!

Endnu et hul måtte bores i skroget.

Fittings!

Fittings til både findes efterhånden i mange materialer. Plast- messing- rustfri stål og rødgods.

Uanset materiale bør det ses godt efter inden søsætning.

Vetus 11 hk.

Jeg gik fra starten lidt efter en 7 eller 11 hk Vire motor. Motorrummet i en Lynæs er ikke det største, og da min tidligere Lynæs var udstyret med en Vire på 7 hk. havde jeg en vis erfaring med den motor. Efter at have læst i en del statistik over ulykker på havet, viste det sig der er konstateret flere brande i dieseldrevne fartøjer, end i bezindrevne.

Problemet var dog, der ikke rigtig var nogen Vire motorer til salg, og at hvis jeg fandt en, ville den sikkert være omkring 30 år gammel.

Til mit held, var der en Lynæs ejer som havde sin båd med Vetus motor til salg.

Efter lidt samtaler og lidt billede information var jeg overbevist om, det skulle være en Vetus der skulle lægges i båden.

Motor skinne / slæde

I 2 mm. rustfri plade blev der bukket et par skinner til montering på motor.

Opmærkning!

Gevindhuller fra fundament mærkes op og bores i skinnen.

Derefter opmærkes hvor motor skal monteres på skinnen.

På billedet er motordæmperen taget af motoren igen, men mærker for boring er afsat på skinnen.

Fra ide til virkelighed!

Havde fra starten en ide om, det skulle være lettere at montere og afmontere motoren

Kuglelejer!

Havde derfor lavet skinnen en smule længere, så der var mulighed for at montere et kugleleje på hver side af skinnen.

Montering af skinne!

Stålskinnerne prøvemonteres på hvert fundament for at afprøve passeevnen af skruehuller samt størrelsen på kuglelejerne.

Færdig opmærkning!

Modellen med motordæmpere er lagt på glasfiberfundament. Dette var også fremgangsmåden da fiberfundamentet blev sat fast til skroget med lidt P-38.

Alt er på plads og strålen fra laseren ramte præcis hvor den skulle.

Stævnrørshul!

Startede med et 3 mm. hul for bestemmelse af fundamentstørrelse.

Efter faststøbning af fundament, og afprøvning af stålskinner, kunne bores op til den korrekte størrelse.

Skinnemontering!

Skinner er monteret, og på oversiden af malertapen er pladseringen af motordæmpere afmærket.

Derved kan motordæmpere monteres på skinnerne, da de fastgøres med undersænkede maskinskruer nedefra. Alle 8 maskinskruer er “tigget” for ikke at skulle ryste løs.

Motor/dæmpere/stålskinner!

Motor, dæmpere samt stålskinnerne er samlet, og kan lægges i båden.

Trangt!

Der er ikke megen plads til servicering af motoren, når den ligger på sin endelige plads.

Motoren blev hejst ned i kahytten med en talje, men kunne godt klares af to mand.

Da den lå på dørken i kahytten, var det blot at løfte den i fronten som en trillebør, skubbe den ind på de fire kuglelejer, for tilsidst at fastgøre den med de 8 stk. 10 millimeter bolte.

Motorkasse!

Det gl. stuverum var nu blevet til motorrum.

Nyt Låg!

Blev nød til at fremstille et nyt låg til motorkassen.

Valgte en lidt mere rød mahogni, og havde besluttet resten af bådens aptering skulle udskiftes med tiden.

Et sidste billede

Nåede også at få monteret et søgelænder på den lille båd, inden det måtte konstateres det var lidt besværligt at fremstille kaffe og anrette smørrebrød på dørken i kahytten.

Og med mere end to personer på sejlturene, var forkahytten optaget afkøletasker og div. drikkevarer. Selve kahytten var fyldt med alt det tøj der absolut er nødvendigt på en sejltur.

I løbet af sommeren 2010 blev det besluttet at handle en lidt større båd.

Især da der kom et rigtigt godt tilbud fra Isøj om en byttehandel.
Juli måned 2010 blev båden kørt til Ishøj, og fjorten dage senere sejlede vi den nykøbte LM 81 til Bandholm.

Tre hyggelige år med en køn og sikker lille båd var forbi. Da den blev købt i 2007, var det helt sikkert en båd jeg havde tænkt mig at benytte i mange år.

Sådan blev det ikke. Men mange timer i skuret, for at få tingene fremstillet.

Mange gode timer på Smålandsfarvandet blandt ørene Femø – Fejø – Askø – Vejrø.